|
I Løvens hule
Uddrag af Steen
Lindholms erindringer "Melodien der blev ved", udkommet på
Forlaget Bostrup ©
Sangskolen
Mit første besøg på skolen i Fredericiagade 39, som også gik under
navnet Hindegade skole, fordi der var en alternativ indgang i Hindegade
4, var ikke opmuntrende. Når man var vant til Skolen ved Sundets
centralvarme, gulvbelægning i venlige farver, og store, lyse vinduer med
udsigt til grønne områder, var det noget af et kulturchok at gå ind ad
den store, tunge, grønmalede dør i Fredericiagade for ad snævre,
fernislakerede trætrapper at nå frem til det lokale, hvor det
orienterende møde blev holdt. Vægbeklædningen på trappegangene var
blålige badeværelsesfliser, som ikke på nogen måde bidrog til at sprede
hygge, og i klasselokalerne var der kakkelovne med store, firkantede
kulkasser.
Lofterne over kakkelovnene var sodsværtede, belysningen forekom lummer,
og elevpultene med faste borde og bænke bar præg af skiftende
slægters brug i form af indgraverede navne og andre inskriptioner af
mere eller mindre lødig art.
Sangskolens leder og stifter, dirigenten, kirkemusikeren og
musikmagisteren, Mogens Wöldike, fortalte om arbejdet på skolen og i
Københavns Drengekor, og pagten besegledes: Jeg var klar til at begynde
som elev i Københavns Kommunes Sangskole i august 1951 som elev i 3.
syd, dog først efter at mine stemmebånd var blevet underkastet en
inspektion af korets halslæge, dr. Olrik, og efter at have dokumenteret,
at mit standpunkt i de almindelige skolefag, herunder især dansk og
regning, var tilfredsstillende. Det store antal sangtimer i det
ugentlige skema betød, at der skulle arbejdes hurtigere i de øvrige fag,
for pensumkravene var nøjagtig de samme som på andre skoler. En af de
indlysende fordele ved at gå på Sangskolen var således, at man oven i en
ganske normal skoleuddannelse fik en musikhåndværksmæssig skoling, som
man senere enten kunne bygge videre på professionelt eller i sin fritid.
Skolegården
Den asfalterede skolegård var ikke særlig stor. Den var omgivet af høje,
grimme, grå mure, så man hverken kunne kigge ind eller ud. Et skilt over
indgangsdøren med påskriften "Her lades alt håb ude" havde ingenlunde
været upassende. Ved siden af indgangen mod Fredericiagade var der en
stor, tung port, som kun sjældent blev åbnet, f.eks. når biler af en
eller anden grund skulle ind i skolegården. Efter porten fulgte
lokummerne, som lå på en lang række. Det var små, ildelugtende aflukker
med hver sin dør ud mod gården. Dørene, som kunne haspes indefra, var
forsynet med jalousi-åbninger på tværs for at give mulighed for
luftfornyelse, men denne foranstaltning syntes hovedsagelig at virke på
den måde, at når nogen overtrådte rygeforbuddet og tændte sig en smøg på
toilettet, sivede røgen ud igennem jalousien og afslørede synderen.
Gårdvagten kom naturligvis straks farende og forlangte for øjnene af det
medlevende publikum døren åbnet, og dér stod den stakkels dreng i røg og
damp, og det hjalp ikke, at han havde nået at kaste cigaretskoddet i
kummen. Selv fandt jeg toiletterne aldeles uhumske. At kigge derind var
mere end nok for mig, og jeg erindrer ikke, at jeg en eneste gang i hele
min skoletid benyttede dem.
En
enkelt tildragelse står stadig klart i min erindring: en af mine
klassekammerater hed Knud. Han var en lang, opløben dreng med en stor
næse og polypper, og derfor kaldte vi ham Nud. Nud var fremmelig
af sin alder og havde også en dag tændt sig en cigaret på toilettet. På
det tidspunkt havde vi i stedet for skoleinspektøren fået en rektor, som
fra sit kontorvindue på første sal havde et udmærket overblik over hele
toiletkomplekset og derfor ikke kunne undgå at bemærke, at røgen på
sædvanlig vis steg op. Rektor Rossing smed alt, hvad han havde i
hænderne, og kom nærmest i løb ned til den pågældende toiletdør. Nud
måtte lukke op, og rektor hev ham ud ved håret. "Hvorfor røg du på
toilettet?" brølede Rossing. Nud så op på ham med store, uforstående
øjne og halvåben mund. Så tænkte han sig lidt om og svarede: "Fordi jeg
var smøgforlegen". Denne episode kostede Nud adskillige dages ferie fra
skolearbejdet. Efter en yderligere overhaling på rektorkontoret blev han
sendt hjem og forment adgang til skolen, indtil rektor havde haft en
samtale med forældrene...
Mogens Wöldike
Mogens Wöldike var den enevældige konge i Sangskolens rige, og han gav
sine ordrer og forventede, at de blev fulgt, og alle, såvel lærere som
elever, havde respekt for ham eller var endog bange for ham. Vi vidste
og blev ofte mindet om, at han var en meget berømt person. Drengene var
hans instrument, som han mesterligt spillede på, men jeg fik aldrig i
drengeårene noget personligt forhold til denne ophøjede, fjerne person,
som ikke havde noget umiddelbart behov for at stige ned til os. Hans
musikalske autoritet var dog ikke til at tage fejl af, og hans intellekt
og strategiske evner var forudsætningen for Drengekorets eksistens og
fornemme niveau. Man kan ikke andet end beundre hele ideen og strukturen
i Københavns Drengekor, forbilledligt tænkt - og ved hjælp af en
fremragende medarbejderstab på det musikalske område tillige
forbilledligt gennemført.
Wöldike, Wølle eller Løven, som vi også kaldte ham, var en
lille, slank mand med tyndt, blågråt hår, som vi mistænkte ham for at
lade tone. Han var aristokratisk af væsen og altid meget elegant, næsten
lapset klædt, og han kørte i en lille sportspræget Opel cabriolet. Som
dirigent var han meget adræt og elegant i sine bevægelser. Den lille
mand formelig dansede på podiet med alle ordenerne på kjolereversen.
Mogens Vipperøv var hans mindre pæne tilnavn blandt
Radiosymfoniorkestrets musikere. Han talte med en tynd, svag stemme, men
han behøvede heller ikke at råbe, og skulle der endelig tales højt, var
der andre til at tage sig af den side af sagen...
Vil du læse mere? Så bestil "Melodien der blev ved" hos
Nodehandleren, tlf.
4353 3808, mail:
paaske@nodehandleren.dk
|