|
Alle
mennesker burde skrive deres erindringer. Ikke nødvendigvis for at udgive dem,
men af rent egoistiske grunde. Det er i det mindste min konklusion, efter at
jeg nu i nogen tid har beskæftiget mig med mig selv. Det er utroligt givende
at
grave ned i sin egen fortid og forsøge at finde ud af, hvem man er, og ikke
mindst, hvorfor man er den, man er. Og samtidig går det virkelig op for en,
hvilke tilsyneladende i øjeblikket mindre bemærkelsesværdige omstændigheder,
som senere viser sig at få afgørende betydning for hele ens tilværelse.
Men
hvorfor delagtiggøre andre i disse erfaringer og oplevelser? Svaret er, at det
behøver man heller ikke. Tilfredsstillelsen er i og for sig rigelig ved at
tænke tilbage på dem og nedfælde dem på papiret til egen brug. Når jeg
alligevel har lyst til at lade andre læse med, er årsagen, at jeg ved
tilfældets hjælp har oplevet et stykke dansk kultur, der er enestående, og som
hidtil ikke er blevet beskrevet så at sige fra bunden, nemlig Københavns
Drengekor og hele det specielle miljø omkring koret for 60 år siden.
Derigennem fik jeg lov ikke alene at møde, men senere
også at arbejde tæt sammen med nogle af de store skikkelser i det 20.
århundredes danske musikverden. Blandt dem, der skrev historie, var
først
og fremmest Mogens Wöldike, men også kredsen omkring ham har haft afgørende
betydning for udviklingen af vort musikliv. Samtidig har jeg levet i en tid,
hvor udviklingen inden for dansk korsang formodentlig har været den gennem
tiderne mest markante. Jeg har - atter ved tilfældets hjælp og i al
ubeskedenhed - været en del af denne udvikling og finder det væsentligt, at
nogle førstehåndsindtryk bliver givet videre til eftertiden.
Endelig
har jeg som dirigent, kirkemusiker og som et
homo ludens
haft - og har stadig - et rigt, spændende og på mange måder
ubegribelig morsomt liv. Det fremgår forhåbentlig af bogen, og jeg mener for
resten, at det formodet under holdende aspekt i sig selv også kan være en
begrundelse for at åbne døren til en del af sit lønkammer. Ikke alt lader sig
fortælle, og heller ikke alt skal åbenbares, ligesom jeg, som det sig hør og
bør ved beskrivelser af denne art, må gøre opmærksom på, at et og andet i
tidens løb kan være blevet forskubbet i erindringen. Jeg har imidlertid på tro
og love beskrevet begivenhederne, som jeg husker dem, og i det omfang, det har
været muligt, er de faktuelle oplysninger i min beretning blevet konfereret med
de involverede personer. Jeg er under udarbejdelsen af bogen blevet mødt med et
så overvældende engagement og en så enestående hjælpsomhed og opmuntring fra en
lang række venner og kolleger, at det ligefrem har været bevægende. De er så
mange, at det vil føre for vidt at takke hver enkelt her, så jeg håber på
tilgivelse, når jeg ud over en kollektiv tak nøjes med at fremhæve fem
personer, som i ganske særlig grad har hjulpet mig: Det er nu afdøde
sanginspektør Niels Møller og Hans Gammeltoft-Hansen, der begge læste med fra
først til sidst, samt Musse Mathiasen og Leif Glud Holm. Sidst, men ikke
mindst, skal jeg takke min hustru Sigríður Pétursdóttir for nordatlantisk
overbærenhed, når jeg alt for mange gange under udarbejdelsen af mit manuskript
har været totalt tabt for omverdenen.
Holte,
december 2009
Steen Lindholm
|